lørdag den 26. februar 2011

Solskin

Foto: Ikea.se

Verdens første IKEA varehus ligger den dag i dag i Älmhult. Vi var der i går, for min kæreste og hendes søster Rie elsker at shoppe.

Varehuset åbnede i 1958 og er en slags mekka for især kvinder med hang til billig boligindretning. Mænd er vist bare med for at bære og bagefter samle tingene med en lille blank dimmer, som kunne have heddet en svensknøgle, hvis ikke et andet værktøj allerede i 1892 havde fået dét navn.

Det er de færreste mænd som ikke kan finde på noget sjovere at lave end at gå i IKEA med kæresten. Men det er faktisk ikke så kedeligt endda.

Ved indgangen fandt min papdatter Naja to stykker papir med en lille konkurrence for børn. Vi skulle finde syv tøjkrokodiller med hver et bogstav på, og til slut skulle vi samle dem til et ord og vinde en præmie.

Og det er immervæk hyggeligere at spejde efter krokodiller end klapstole og kunstige blomster. Vi havde det roligt med at spotte IKEAs tøjdyr og finde bogstaverne K, L, E, O, S, N og S.

Vi satte os i nogle blå- og hvidstribede havemøbler og gik i tænkeboks. Onkel SS? En speciel sko? Noget med sne, var ordet nok heller ikke, for det staver svenskerne snö. Men så rakte svenskkundskaberne pludselig til et kvalificeret gæt: Solsken.

Det skrev vi på vores sedler som vi afleverede i varehusets legerum. Jo, sørme, vi havde gættet rigtigt! Og så fik vi hver en voucher som i bistroen kunne veksles til to strut softice.

Mens vi guffede glass, lagde jeg mærke til en plakat for koncernens Social Initiative. Overskriften lød: Barns jobb är att leka. Det er jeg fuldstædig enig i. Jeg er selv en lille dreng på 49 år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar