torsdag den 21. januar 2010

Sexet foto #4

Foto: Leslie Pujiono, Indonesien

Jeg elsker den farve. Sagde hun og gav mig en stofprøve. Som jeg hængte op på min opslagstavle og prøvede at indprente mig.

Laksefarvet var for meget sagt. Men i hvert fald ikke gammelrosa. Nærmere sådan lidt ferskenagtig lyserød som en forvasket pink panter i solskin. Jeg fornemmer at mindst én pixel i fotoet her har den helt rigtige farve.

Det mest sexede farve overhovedet. Flygtig og svær at fastholde. Men for min elskerinde og tekstilkunstner bestemt ikke noget problem. Hun kunne spotte den på hundrede meters afstand.

Vi nød et glas rosé i sofaen i den rigtige farve. Mens jeg masserede hende. Hun sad ofte mange timer ved sin store væv af træ og skabte kunst. Samt myoser og infiltrationer som mine stærke, smidige hænder nød at få til at gå væk.

Så blev vi lækkersøvnige og fjollede og endte vandret i hendes store seng på det lille loftsværelse.

Jo, et sexet foto behøver bestemt ikke at ligne noget fra porn dot com. Tværtimod. Det kan i virkeligheden være et hvilket som helst motiv. Hvis bare een lille fjoget pixel har lige præcis hendes ynglingsfarve, så får hele billedet mig til at tænke på sex.

Hendes ynglingsfarve satte i dén grad kulør på erotikken og gjorde den indholdsrig og spændende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar